Altid problemer.

Igennem de første 6 år jeg ejede Cassiopeia kunne jeg kun ride på hende i perioder.
Af flere omgange var hun halt og snublede, det var alt fra kodeleds forvridninger, overbelastninger af knæled både for- og bagben mm.
Jeg kørte hende rundt til fagpersoner i Danmark og Sverige og hun blev symptom behandlet for rigtig mange tusindvis af kroner,
-lige meget hjalp det!
 
Derudover var det at finde en sadel, der blev liggende på hende praktisk talt umuligt.
Jeg prøvede næsten alle mærker på markedet, samt alle sadelmager i Danmark samt Syd Sverige,
købte alle mulige mærkelige anti-slide-underlag med stød-absorberende sved-afvisende effekter,
-lige meget hjalp det!

I perioder kunne jeg ikke længere trave på højre volte, taktfejlen var kolossal, hun sprang konsekvent i galop, var stiv og føltes skæv,
bukkede, hang tungt på tøjlen og hvis jeg slap tøjlen faldt hun næsten forover.
Jeg var desperat for hjælp.

En Løsning.
Samtidig med at jeg søgte svar gennem alle grupper af hestefagkyndige personer såsom smede, trænere, massører,
healere, kiropraktorer, sadelmagere, danske samt svenske dyrlæger med speciale i heste mm. gennemsøgte jeg også nettet.
Ved et tilfælde fandt jeg Klaus Schöneich's og Gabriele Rachen-Schöneich's bog: "Straightening The Crooked Horse"
og jeg kunne nikke genkendende til mange af de punkter der stod på bogens bagside.
Hvilket alle var symptomer på en hest med bevægelses relaterede problemer.

En gennemgribende Scintigrafie undersøgelse med radioaktiv stof skulle senere slå fast at min hest havde
"Kissing Spine", "Navicular Bone disease" på højre forben og overbelastede betændte led i halshvirvlerne og ved hoften.
Hermed kunne jeg krydse resten af listen af, der stod skrevet på bogens bagside,
som symptomer på en hest med et forkert bevægelses mønster.

Mødet med ARR.
Det var en meget stor lettelse endelig at finde en fagperson der ikke bare symptom behandlede,
men rent faktisk behandlede roden til problemet og ikke kun det, men jeg ville igennem hele processen få
mulighed for at forstå grunden til problemet og få de redskaber jeg skulle bruge for at kunne fortsætte træningen derhjemme.
Det er nu 2 år siden jeg sendte min hest til Schöneich første gang.
Vi har været der igen siden og vi kommer igen i det nye år.

"Schiefen Therapie" træningen af min hest og derigennem udviklingen af mig som rytter har åbnet døren til en ny verden indenfor ridesporten.
Ridning er min passion og med den indsigt, teknik og forståelse jeg har fået gennem mine ophold og intens træning af ARR-Teamet,
har det givet mig redskaberne til at kunne udvikle den til nye højder.
Det er absolut den bedste investering jeg nogensinde har gjort for min hest og for mig selv som rytter.

Denne rejse sammen med hele ARR-Teamet i har åbnet mine øjne som rytter.
Som et resultat af dette, har jeg fået den mest vidunderlige hest tilbage,
en hest der hver dag viser mig, at hun ikke mere har ondt.

Aus dem Herzen Dank an alle ARR-Team.
Med kærlig hilsen Anne Anker Thomsen
 

Præstegårdens Pascal (Calle)

Calle er en forædlet kåret olderboger efter Kimmie af Nørhalne og Temple Wind med en procentfordeling på 50/50. Når jeg før i tiden skulle beskrive hans temperament, plejede jeg at sige - ”jeg har en oldenborger på stald men rider på en fuldblods”. Han var med andre ord det roligste og tålmodigste væsen rent håndteringsmæssigt fra jorden men rent ud sat noget af en ridemæssig udfordring. Han så mange spøgelser, stak af med mig i galop både til træning og til stævnerne (han har præsteret at løbe ud af banen til nogle stævner og endda også tage et par publikums med i farten). Det var den ene side – på den anden var han ekstrem lærenem, dejlig let på tøjlen, havde flair for sidebevægelserne, pirouetter osv. men overgange/anspring var fx en udfordring for ham. Nogle dage kunne jeg få lov at gå til ham andre dage skulle jeg ride ham, som var han et råddent æg – én forkert bevægelse og væk var han (stukket af). Man vidste med andre ord ikke rigtigt, hvor man havde ham.

Jeg prøvede meget indenfor forskellige fodermidler, tilskudsprodukter, lang og dyb ridning, hård ridning, kandar, glidetøjler osv. osv. jeg kunne blive ved men lige meget hjalp det – pludselig blev han stærk og væk var han.

I dec. 2009 (Calle var på det tidspunkt 9 år) blev han uren i takten – ikke decideret halt men takten var ikke optimalt og hvilket ben, det drejede sig om kunne ingen rigtig definere. Dyrlægen måtte til og Calle blev bøjeprøvet – intet resultat og fik derefter taget røntgenbilleder af alle 4 ben – flotte og rene billeder. Dyrlægen foreslog derefter røntgenbilleder af ryggen – som sagt så gjort og DÉR sad hele missæren! Calle havde 3 tætsiddende torntappe også kaldet Kissing Spines. Dyrlægens råd var aflivning, operation eller forsøg med genoptræning via longe. De to første forslag overvejede jeg ikke som alternativer og spurgte derfor meget interesseret ind til longetræningen. Dyrlægen kunne blot sige, at den skulle gå dyb og lang men ikke hvor længe eller hvordan. Jeg måtte prøve mig frem og prøve at ride efter en periode og se om, det havde effekt. 

Der stod jeg med alle mine talenter og en hest jeg på ingen måde havde lyst til at opgive men på ingen måde vidste, hvordan jeg skulle gribe an! Heldigvis har jeg en rigtig god ven, der er kiropraktor i Sverige – ham kontaktede jeg og klagede min nød. Han kunne fortælle, at han havde kunder med Kissing Spines heste, der havde god erfaring med en træningsform fra Tyskland. Via et par stikord fra ham og god hjælp fra Internettet fandt jeg både frem til stedet og også en dansk pige, der havde haft sin Kissing Spines hest dernede i træning med stor succes. Hun satte mig i store træk ind i træningsmetoderne og formålet. Jeg kan ikke benægte at det var med skepsis i baghovedet, at jeg besluttede at Calle skulle afsted – men jeg havde ingen tvivl om, at han fortjente chancen!

Imellem tiden kom jeg desværre ud for en ret alvorlig ulykke med en af mine andre heste, så det endte desværre med at blive april 2010 førend jeg kunne sætte mig bag rettet og kunne køre Calle 700 km ned i Tyskland til Bedburg-Hau til træningscenteret for ARR. En svær beslutning jeg dog sidenhen ALDRIG har fortrudt jeg tog.

Klaus Schöneich tog imod os og stillede blot ved et kig på Calle den diagnose, at han var en ekstrem venstrehåndet hest, der var forpartsbelastet, havde ”tabt” ryggen og sat muskler de forkerte steder. Der stod jeg med alle mine talenter og synes selv jeg havde en flot og muskuløs hest med en dejlig udstråling – men jeg skulle heldigvis blive klogere gennem de to måneder Calle var i træning i Bedburg-Hau.

Klaus og han kone Gabriele startede Calle op i et longeforløb og efter 6 uger var han helt ens gående på begge volter, taktfast, løsgjort og med ryggen svingende opad. Jeg havde heldigvis gjort mig selv den tjeneste at tage rigtig meget fri, så jeg med egne øjne kunne følge Calles træningsforløb. Der var ikke noget hokus-pokus KUN longetræning efter ARR's teori. Jeg fik derefter selv lov til at komme i ringen, så jeg kunne lære, hvordan jeg skulle træne med Calle fra jorden og efter de 6 uger kom det (for mig) helt store øjeblik, hvor jeg endelig skulle i sadlen igen.

Inden da var min sadel forøvrigt blevet kasseret og en ny var kommet til. Det var lidt svært at skulle give slip på min ”gamle” sadel som jo faktisk var helt ny og som jeg havde brugt i hundrede ja nok nærmere i tusindevis af kr. på at forskellige danske sadelmagere konstant tilpassede Calle. Men sadlen og tilpasningen var ubrugelige og efter første tur på ryggen af Calle mærkede jeg straks hvorfor. Mit bid blev ligeledes kasseret og skiftet ud og min opstilling blev ”kasseret” og jeg blev sat på hesten i rotunden for at lære ride. En mærkelig fornemmelse når man har redet i over 20 år og synes man udmærket ved, hvordan man skal sidde – men jeg blev igen klogere.

Enden af al forandringen blev, at jeg havde ændret min tilgang til heste og ridning og VIGTIGST af alt – Calle var nu taktfast, afslappet, havde sat muskler de rette steder, gik med opadsvingende ryg og stak ikke længere a

Tilbage i DK har vi deltaget på hvert et ARR-kursus med Klaus, hvilket varmt kan anbefales om man har taget den lange vej til Tyskland eller ej. Idag er jeg glad for, jeg ikke fulgte de mange velmenene råd om at opgive Calle. Han er stærkt på vej tilbage til stævnebanerne – det er svært at spotte den dødsdømte hest, når man ser ham gå i dag.

En stor tak til Klaus og Gabriele Schöneich og resten af ARR-teamet i Tyskland og en mindst lige så stor tak til Gitte Vestergård, der i dag har Calle i ridning, da jeg er meget for gravid til at ride ham pt. :o)

 

Metís

Er min brune hoppe efter BH Don Schufro og De Noir.  Hun blev tilredet af professionel berider, hvor hun viste rimelige bevægelser og blev fremvist til championat med middel karakterer.

Herefter var det min mening, at vi sammen skulle udvikle os og ende højt på udviklingsskalaen. Men dette  blev dog ikke tilfældet. Jeg startede med at skifte hendes sadel ud - i tilridningsperioden blev hun redet med halerem, da sadlen ikke ville blive på plads, jeg var derfor godt klar over, at den ikke var optimal. Jeg investerede, efter min mening, mange penge i at få en professionel dansk sadelmager til at lave en sadel til hende. Som en del at prisen lå en lovning på, at han ville komme og tilpasse sadlen til enhver tid.  Så kunne det jo ikke blive bedre, tænkte jeg.

Så gik træningen i gang for mig og Metís men lige meget hvilken professionel underviser eller træner jeg benyttede, var mit problem altid, at hun ikke var tilstrækkeligt fremafgående (døv for mine hjælpere). Jeg brugte sporer og pisk som aldrig før og det var meget svært for mig at ride en almindelig nedsidning på hende.

Ved et tilfælde stødte jeg på ARR's træningsmetoder, hvilket fik mine øjne op på at problemet nok ikke bare var ”en hest der skulle have en bag i”. Langsomt viste min hest sig fra en helt anden side bevægelsesmæssigt  og den udviste samtidig en helt anden iver for at træne.  Som en del af træningen måtte jeg skifte min sadel ud, hvilket lå mig lidt fjern på det tidspunkt. Jeg fortrød dog ikke da jeg hurtigt kunne både se og mærke på Metís at hun trives med den nye sadel - på en helt anden måde end set tidligere.

I dag rider jeg hende med meget lette hjælpere i nogle af de høje øvelser, hvilke jeg ikke ville kunne have udført, hvis jeg ikke var gået denne vej. Det er en stor fornøjelse at mærke en tilfreds hest med en sådan  iver for at arbejde samt at se hvor meget, det giver, at hun er med på arr-kurserne her i DK.

Sanne Rasmussen